Af Alma Nordenbæk
Lærredet blænder op. Sammen med kameraet svæver vi mod en stor, mørk bygning, der skyder ildevarslende frem fra en klippeskråning. Det er Simion Research Hospital, bliver vi fortalt. Man kan allerede fornemme skrigene fra de forkvaklede stakler, en sådan konstruktion uundgåeligt må mishandle bag sine vinduesløse vægge.
Malignant er sin titel tro. Der sker mange ondskabsfulde ting og uting i løbet af filmens knap to timer lange spilletid. Efter den første hårrejsende splatterscene drager vi hurtigt væk fra forskningshospitalet og mod en tilsyneladende mere jordnær fortælling om sygeplejersken Maddie (Annabelle Wallis), der efter et voldsomt (og voldspræget) skænderi med sin ægtemand begynder at modtage syner om en serie særdeles blodige drab – mens drabene sker.
Da Maddies ægtemand er første person i rækken af nedslagtede ofre, ryger Maddie hurtigt i detektiverne Kekoa (George Young) og Reginas (Michole Briana White) søgelys. Samtidig begynder en mystisk skikkelse fra Maddies fortrængte fortid at kaste skygger, mens Maddie i fællesskab med sin lillesøster Sydney (Maddie Hasson) må forsøge at tyde, hvad de grusomme syner skyldes. Og om Maddies paranormale evner overhovedet er nye?
Malignant er instruktør og gysermester James Wans nyeste skud på stammen. Wan har tidligere instrueret klassikere som Nattens dæmoner (2013) og Saw (2004), der begge har haft enorm betydning for det amerikanske gyserlandskab. Malignant virker da også som en mere bizar blanding af netop disse to universer, hvor psykologisk gys møder splat og blodbad i en til tider rimelig fjollet udforskning af genrekonventioner og menneskets indre modsætningsforhold.
Resultatet bliver en noget forvirrende affære, der baserer sin uhygge på knirkende døre, flimrende lys og nævenyttige jumpscares. Det fungerer måske fint nok på et rent kropsligt niveau, men har svært ved at fremkalde den dybdegående gåsehud, som en god og velovervejet gyser kan. Det er et hurtigt nys: intenst i øjeblikket men ikke noget, der varer ved.
Det er klart i filmens mere blodsudgydende scener, at jeg føler mig mest fænget – måske fordi de er så herligt overgjorte og himmelråbende absurde, at de ender med at blive campy. Her tænker jeg særligt på filmens fantastisk ulækre og blodsprøjtende klimaks, der er et sandt voldsorgie drevet af en fuldkommen vanvittig og helt igennem forrykt afsløring.
Desværre kommer denne længeventede forløsning efter alt for meget narrativ tomgang. Wallis gør et udmærket job, når hun indtager Maddies ustabile sind og skrigende krop. Men hendes karakter er flad og kedelig med en baggrundshistorie, som kunne være interessant, hvis den havde fået mere tid til at udfolde sig. For en film, der handler så meget om personlige forhold mellem karakterer, er det en uklædelig skam at reducere historiens omdrejningspunkt til et redskab for lidt gode hop i biografsæderne.
Jeg behøver i hvert fald ikke sove med lyset tændt i nat.
Kommentarer